HVIDE MUSER
AT DRUKNE SIG I DENNE SALTE LIVMODER
MED BJERGENE I HORISONTEN
AT SE SIN FARS ATOMER BOLTRE SIG MOD HINANDEN
DET NORMALES LANGSOMME BRUTALITET
OG DEN DØDE KUSK I DIT ØRE
MØRKET TRÆNGER SIG PÅ
DINE HÅRSÆKKE
DIN HUD
DEN EGN HVORFRA DU KOMMER

Hårdt som æter trækker drømmene velkendt ind i dagen.

Den træthed der hærger dit ansigt
og hænger et hjul om din hals
gør dig smukkere fordi man kan mærke
deres magter en dag skal forsvinde

Et rave på en bund af forstenede vagtelæg
en håndværker der drømmer om en håndværker

Natten er en film
ud af dine lunger kommer lyset
fra Malmös hvide fabrikker

Man slæber sine drømme med ud til en forælders villa
og tilbage til lejligheden i byen.

Når ruderne hægter sig fast i regnen

og landskabet griner i urolige geledder

når fabrikkernes lys bryder gennem skyernes mørke

og sigter mod den irgrønne sol

når vinden går som en kanal over broerne

og omslutter de steder hvor de hjemløse taler

om samfundets gigtramte nerve 

når du i søvne griber ud efter rustne kraner

og længes efter barndommens vågne planet

når lygterne sitrer over forstadens åbne pande     

og blodet knitrer i tændernes bagland

når natten drøner vingeskudt ned over byen

og ternerne ved havet lander 

og hvis de kunne

kun ville tænke på mennesket

Ansats: for fremtiden puster vi
luft ud mellem vores tænder -
en aften i vrid mellem
industri og katedraler - 
i håndaftryk sidder sand
fra et glimt ved Vesterhavet
der er kun spurve
om vinteren og minder om
skovbrand -
kærlighed på lånt tid slår ud i
knuder langs stoiske boulevarder
nat som fjern maskinstøj
gennem luften over lunkne kaffefiltre -
spidsborgeren rømmer sig
i hospitalslyset og sveder
dine ture frem og tilbage over kysten
driver af grønt metal -
ærkeenglen fra barndommens rodeæsker
vikler grinene ind
i hinanden

Gustaf Munch-Petersens digt om
et æg. Slettelak og støvler. Fra kroppen til
en pige ved navn Ursula. Notatbøger for en
veldrejet pamper, fletningerne staar
i laden af sig selv -
hvor lægger sig en fugl naar stranden
ruller sig i grønt mørke og
soldyr græsser i strandens skove og
drømmens muskler trækker sig sammen
under rødderne og ormenes tandsæt -
et anker af muslinger og løse sten, her kan vi
placere vores kroppe og styrte  
med falken som fra værfter i skyerne, dem som 
engang spyttede os ud med striber af fosfor -
under sig trykker skibene vandet til kul
hvor længe staar udmattede huse i skak hvor
længe mit sortnende kød mon intakt